
Firefox &Nogle internetudbydere tilbyder mailkonti med flere aliasser, så hvert familiemedlem kan få sin egen adresse. Alle mails havner dog stadig i den samme mailboks, så du skal bruge filtre til at sortere dem til den rette modtager. Hvis alle brugere deles om den samme computer og den samme profil i Thunderbird, kan du vælge kriteriet Til eller Kopi til, indeholder og så skrive mailadressen. Under Udfør disse funktioner vælger du så at flytte mailene til den ønskede mappe.
Hvis mailene skal sorteres ud til flere forskellige computere bliver det lidt mere indviklet. Så skal du ind og ændre i opsætningen af mailprogrammerne, så de kun henter mails til deres egen bruger, mens resten efterlades på serveren, hvorfra de senere kan hentes af de andre brugere.

Men først til filtret: Vælg kriteriet Til eller Kopi til, indeholder og skriv din mailadresse. Under Udfør disse funktioner vælger du Hent fra POP-server.

Du skal også oprette et filter, der sletter mailen fra din Thunderbird, hvis den ikke er til dig. Opret et nyt filter, Vælg kriteriet Til eller Kopi til, ikke indeholder og skriv din mailadresse.
Der er en bivirkning ved filtrene. Er en mail sendt til flere personer i husstanden, vil du få flere kopier af den. Er den fx sendt til dig og din kone, vil I begge få mailen to gange.

En anden ulempe er, hvis der abonneres på nyhedsbreve. I nogle nyhedsbreve er Til-adressen nemlig skjult, og så kan du jo ikke sortere på den. I stedet kan du oprette ekstra filtre, hvor der sorteres på afsenderadressen. Du kan sagtens samle alle nyhedsbreve til den samme person i det samme filter. Du kan tilføje ekstra adresser ved at klikke på + ud for kriteriet. Samler du flere nyhedsbreve, skal der være mærke ud for Skal svare til en af følgende. Og du kan evt. udbygge filtret ved at sortere nyhedsbrevene over i en særskilt mappe til nyhedsbreve.

Rækkefølgen af filtrene er vigtig. Hvis du filtrerer for nyhedsbreve, skal filtret placeres før det filter, der sletter mails, der ikke indeholder din mailadresse. Markér et filter, og klik på Flyt op eller Flyt ned for at ændre dets placering.

Luk filtervinduet og åbn kontoindstillingerne via menupunktet Funktioner, Kontoindstillinger.

Find den ønskede konto og markér Serverindstillinger. Sæt flueben ud for Hent kun meddelelseshoveder og ud for Gem meddelelser på serveren. Dermed hentes kun oplysninger om, hvem mailen er til og fra, så filtret kan se, om resten af mailen skal hentes.
Filtrene efterlader alle mails på serveren, så de kan hentes af dem du deler konto med. Men du har ikke ubegrænset plads på serveren, så du skal sørge for at mailene slettes. Sæt flueben ud for I højest, og angiv et passende antal dage.
Når du vælger antallet af dage, er der to ting, du skal tage hensyn til: Hvor meget mailene fylder, og hvor ofte I henter mails. De fleste udbydere tilbyder 10 MB plads i mailboksen, så hvis I ofte modtager billeder eller andet der fylder meget, skal du sørge for at gamle mails slettes før mailboksen er fyldt op. Omvendt skal du være sikker på, at de andre har hentet deres mail, inden du sletter dem fra serveren. Husk også på ferier i den forbindelse. Det er surt at komme hjem fra en to-ugers ferie og så få slettet alle mails fra den første uge, fordi du har angivet, at mails skal slettes efter 7 dage.
Bemærk, alle computere, der deler mailkonto, skal opsættes som beskrevet ovenfor.

For at undgå at mails hober sig op på serveren, fordi ingen af brugerne henter dem - fx nyhedsbreve, der ikke er opsat filter for - kan du lave et filer, der henter mails, der er et vist antal dage gamle. Vælg Alder i dage, er større end og skriv det ønskede antal dage. Sørg for at vælge så mange dage, at du er sikker på, at de andre i familien har nået at hente deres mails. Og antallet af dage skal selvfølgelig være mindre end det, du angav i indstillingerne for at slette gamle mails.
Under Udfør disse funktioner vælger du Hent fra POP-serveren, og Slet fra POP-serveren. Du kan også vælge at slette mailene uden at hente dem, men det kan ikke anbefales, da du så kan miste mails, som du gerne ville have haft.
Dette filter skal kun laves på én af computerne, og det kan evt. udbygges med en funktion, der flytter mailen til en speciel opsamlingsmappe for uafhentede mails.