Du får her et layout med en boks til en overskrift eller et logo og en indlagt menulinje, en stor indholdsboks, en højrespalte og en boks til en sidefod. Alle fire bokse er forsynet med runde hjørner. Det hele er pakket ind i en boks med en fast bredde på 770 pixels, der er midterstillet på siden.
De runde hjørner er lavet ved hjælp af css. Det er muligt at lave hjørner i andre former, også med css, og det er muligt at lave endnu mere specielle hjørner og kanter ved hjælp af billeder. Du kan læse lidt om mulighederne på siden Hjørner.
I dette layout tilpasses højden på indholdsboksen og højre boks efter indholdet. Det betyder, at boksene ikke vil være lige høje. Hvis du vil have bokse, der er lige høje, så tag et kig på skabelonen 1-1-2-1-rund-alternativ.
Skabelonen består af fem hovedbokse:
Boksen side er en midterstillet boks, der indeholder de fire andre hovedbokse. Hvis du ændrer bredden på boksen, så husk også at ændre bredden på boksene logosamleboks og sidefodsamleboks. Boksene indholdsamleboks, hoejresamleboks skal sammenlagt have samme bredde. Vær opmærksom på, at margin tæller med i bredden.
Boksen logo er beregnet til en overskrift eller et logo, og den indeholder desuden en menulinje. Boksen er opdelt i to dele, der har fået hver sin baggrundsfarve. Hvis du vil ændre baggrundsfarve på den øverste del, skal du ændre baggrundsfarve i stilklasserne logohjoernetop1-4 og logoindhold.
Farven bag menuen ændres i stilklasserne logohjoernebund1-4 og stilreglen ul.menuliste li. Farven, når du holder musemarkøren over et menupunkt, ændres i stilreglen ul.menuliste li a:hover.
Vil du have flere eller færre link på menulinjen, skal du ændre stilen ul.menuliste li, så den samlede boksbredde giver 100%. I øjeblikket er der fem menupunkter, så der er angivet en boksbredde på 20% for de enkelte punkter, vil du kun have fire menupunkter, skal du ændre til 25%, mens du ved seks menupunkter skal ændre til 16.67. Bemærk, at der bruges amerikansk decimaladskiller, det skal altså ikke være et komma, men et punktum mellem 16 og 67.
Bemærk, at baggrundsfarven i logosamleboks skal være den samme som baggrundsfarven i stilklassen side.
Boksen indhold er denne boks, og den er selvfølgelig beregnet til selve indholdet på siden.
Boksen hoejreindhold er boksen til højre.
Boksen sidefod kan fx bruges til at skrive navn og adresse. Jeg har valgt at centrere tekst i boksen, men det kan du selvfølgelig sagtens ændre i stilklassen sidefod med css-editoren.
Baggrundsfarven uden for boksene fastsættes i stilen body.
Jeg har lavet nogle ekstra stilklasser, som du måske kan bruge, og ellers kan du selvfølgelig bare slette dem i css-editoren:
Stilklassen fed gør en tekst fed og farver den samtidig mørkegrå. Stilklassen roed farver en tekst rød. Stilklassen centrer midterstiller teksten i et tekstafsnit på siden.
Stilklassen billedvenstre kan bruges til at placere et billede til venstre, mens teksten vil flyde uden om til højre herfor. Den kan også bruges på andre elementer end billeder.
Stilklassen billedhoejre kan bruges til at placere et billede til hoejre, mens teksten vil flyde uden om til venstre herfor. Den kan også bruges på andre elementer end billeder.
OBS! Når du skriver tekst, så husk at vælge Afsnit i rullemenuen i formateringslinjen. Ellers vil du ikke få indsat afstand mellem tekst og bokskanter. Her kan du se et lille eksempel på en tekst, hvor der ikke er valgt tekstafsnit:
Denne tekst går helt ud til kanten, fordi der ikke er valgt Afsnit i rullemenuen. Der er flere andre gode grund til at benytte tekstafsnit: Du får fx automatisk indsat mellemrum mellem afsnit, og det er nemmere at ændre egenskaber på teksten.P.S. Husk at ændre sidens titel til noget mere passende (menupunktet Formater => Sidens titel og egenskaber => udfyld feltet Titel).
I denne skabelon er indholdsboksen og den højre spalte ikke lige høje. Hvis du vil have bokse, der er lige høje, så tag et kig på skabelonen 1-1-2-1-rund-alternativ.