Nyeste side på Ludvigs Hjørne: Sammenligning af antivirusprogrammer

   Udskriv siden

Læs mere om mig og mine andre hjemmesider på Google+

Tema:
Hjemmeside
Sikkerhed
Begynder/uøvet
Linux Ubuntu
Nyhedsgrupper
Nye styreformer

Spar tusindvis af kroner
Ubuntu er en unørdet Linux-udgave, der er nem at bruge og som er helt gratis. Samt­lige med­føl­gende pro­gram­mer som office­pakke, musik- og video­pro­gram­mer og spil er også gratis. Og du slip­per for at få virus og andet snavs på computeren.

Fejlsikret Windows
Fejl­sikret til­stand kan bru­ges til at fin­de og ret­te fejl i din Windows.

Kabaler
12 gratis og vane­dan­nen­de kabaler, der kan bruges til tids­for­driv foran skærmen.

Firefox:
Hurtigere, nem­mere og mere sik­kert internet. Udnyt inter­net­tets mange mu­lig­heder med et program, som du kan til­passe til lige netop dit behov.

JAlbum
Lav flotte foto­album til hjem­me­siden, uden at skulle kende til be­sværlige koder.

Nem hjemmeside
Lav hjemme­sider lige så let som når du laver et doku­ment i Word. KompoZer laver frem­tids­sik­rede hjem­me­sider, der over­holder standarderne.

Sådan betjenes iTunes

Programvinduet er opdelt i et betjeningspanel, en musikoversigt og en række funktionsknapper.

Betjeningspanelet.

Øverst har du et betjeningspanel, der kan minde om en almindelig cd-afspiller - bare pænere og med flere funktioner.

Betjeningspanelet

Knapperne med de to pile er til at vælge henholdsvis forrige og næste nummer. Afspilningsknappen ændres til en pauseknap, når du spiller musik. Skydeknappen nedenunder regulerer lydstyrken.

Det store display er klikbart. Hvis du for eksempel klikker på kunsteren, vises i stedet titlen. Klikker du på tidsforbrug, skiftes mellem tidsforbrug, resterende tid og samlet tid. Nederst viser en markør på en bjælke, hvor langt henne i nummeret du er. Du kan klikke på bjælken og hoppe frem og tilbage i nummeret. Trækker du i stedet markøren frem eller tilbage med musen, kan du høre musikken, mens der spoles.

Visualizer i displayet

Klikker du på pilen yderst til venstre i displayet, skiftes displayet til en visualizer med en grafisk fremstilling af musikken. Klik endnu en gang for at vende tilbage til det vanlige display. Klikker du på pilen til højre i displayet, markeres det aktuelle nummer på oversigten.

Søgefelt

Til højre for displayet har du et yderst praktisk søgefelt. Skriver du for eksempel love, vises alle numre, der indeholder love i titel, albumtitel, kunstnernavn eller komponistnavn. Der søges udelukkende i den aktuelle kilde, som kan være en spilleliste eller biblioteket over alle dine numre. Du kan begrænse søgningen ved at klikke på den lille pil til højre for luppen, og så vælge for eksempel sange, hvis du kun vil søge på titlerne. Klikker du på krydset, nulstilles søgningen og alle numre vises.

Under søgefeltet kan du se, hvor mange numre, der er fundet, og hvor mange numre der er søgt i.

Gennemse-vinduet

Klikker du på ikonen over Gennemse, åbnes en oversigt, hvor din musik er inddelt i genre, kunstner og album, så du hurtigt kan få overblik over din musik. Marker en eller flere genrer i kolonnen Genre. Kunstnere i den/de valgte genrer vises i kolonnen Kunstner. Marker en eller flere kunstnere, og du vil få vist deres albumtitler under kolonnen Album. Marker et eller flere albums, og du vil få vist numrene på det/de valgte albums i musikoversigten. Du kan ændre størrelsen på oversigten ved at placere musen på adskillelsesbjælken forneden. Musemarkøren forvandles til en hånd. Hold museknappen nede og træk oversigten til den ønskede størrelse.

Brænd disk-ikon
Importer-ikon
Gennemse-ikon

Ikonen til højre på betjeningspanelet skifter forøvrigt, alt efter hvilken funktion du har mulighed for at vælge. Når du for eksempel har valgt Bibliotek i kildeoversigten, får du ovennævnte gennemse-funktion. Indsætter du en musik-cd i computeren, eller hvis du vælger Audio CD i kildeoversigten, ændres ikonen til en import-ikon. Og vælger du en spilleliste, ændres ikonen til en brænd disk-ikon.

Musikoversigt

I den midterste del af programmet har du en oversigt over din musik.

Musikoversigten

Under Kilde har du en oversigt over forskellige funktioner, for eksempel Bibliotek med en oversigt over alle dine numre. Festmiks, der kan bruges til at lave en spilleliste, du kan ændre i løbende, mens der bliver spillet musik. Radio giver dig en oversigt over radiostationer på internettet - bemærk, at det kan være ekstremt dyrt at lytte til netradio, hvis du betaler for den brugte tid, eller hvis du betaler for mængden af de overførte data. Music Store er Apples musikforretning på internettet. Markerer du Audio CD, aflæses den cd, du har i dit cd-drev, og du får mulighed for at afspille musikken eller optage den over på computeren. Nederst vises en række smarte spillelister, og de spillelister du selv tilføjer.

Du kan få sorteret listen over din musik efter forskellige kriterier. Klikker du én gang på Sangnavn sorteres numrene efter titlen, klikker du atter, sorteres de i modsat rækkefølge. Du kan på samme måde sortere efter for eksempel Kunstner, Tid og Genre.

Menu til at åbne oversigtsvalg
Oversigtsvalg

Du kan også vælge, hvilke kolonner du vil have vist. Klik på Rediger, og vælg Oversigtsvalg. Sæt flueben ud for de ønskede kolonner, og fjern fluebenene ud for dem, der skal skjules. Klik på OK.

Oversigtsvalg

Alternativt kan du højreklikke på kolonneoverskrifterne i musikoversigten og så fjerne eller tilføje flueben, alt efter om du vil have fjernet eller tilføjet kolonner.

Funktionsknapper

Nederst har du en række knapper, der giver nem adgang til forskellige funktioner.

Bjælken med funktionsknapper

Opret en ny spilleliste ved at klikke på +-knappen. Du kan læse mere om spillelister på Sådan laver og bruger du spillelister. Klikker du på blandingsknappen, mixes numrene sammen, så du undgår pauser i musikken. Knappen lyser blåt, når du har valgt blanding. Gentag-knappen har tre funktioner som du skifter mellem ved at klikke på den. Som udgangspunkt får du spillet spillelisten én gang. Klikker du på knappen, lyser den blåt, og spillelisten gentages. Klikker du igen, forsynes knappen med en lille cirkel, og kun det valgte nummer gentages.

Albumcover

Billedknappen åbner et lille vindue, hvor du kan se og gemme billeder til de enkelte numre. Du kan gemme et eller flere billeder ved at trække dem ind i billedfeltet. Er der gemt mere end et billede, kan du bladre frem og tilbage mellem dem med pilene på bjælken over billedet. Klikker du på billedet, får du vist det i stor størrelse.

Midt på bjælken kan du se, hvor mange numre der er på den valgte spilleliste, hvor lang tid de varer, og hvor meget de fylder på harddisken.

Equalizer

Equalizer-knappen åbner en equalizer, hvor du kan regulere de forskellige frekvenser i musikken ved at trække skydeknapperne op eller ned. Eller du kan vælge mellem en række forudindstillinger til forskellige typer musik ved at klikke på rulleknapperne. Dobbeltklikker du på titelbjælken, formindskes vinduet. Fjern fluebenet ud for Til, hvis du vil slå equalizeren fra.

Visualizer

Klikker du på visualizer-knappen, får du vist grafik, der bevæger sig i takt med musikken, i stedet for oversigten over numrene.

Menu til at skifte størrelse på visualizeren

Du kan ændre størrelsen på grafikken ved at klikke på menupunktet Visualizer. Du kan vælge mellem tre forskellige størrelser i programvinduet, eller du kan få vist grafikken i fuld skærm.

Den sidste knap åbner cd-drevet

Klap iTunes sammen

Du kan gøre iTunes mindre eller større ved at trække i programvinduets kanter. Men du kan også forvandle programmet til en miniafspiller med kun de allermest nødvendige funktioner.

Menu til at skifte til miniafspiller
Miniafspiller

Klik på menupunktet Avanceret, og klik derefter på Skift til miniafspiller. Du kan også højreklikke på iTunes-ikonen i meddelelsesområdet, og her vælge Skift til miniafspiller. Og endelig kan du bruge genvejstasterne Ctrl og M.

Miniafspiller i mini-udgave

Du kan ændre bredden på miniafspilleren, så du for eksempel helt får fjernet displayet, ved at trække i nederste højre hjørne af afspilleren.

Menu til at skifte tilbage til almindelig størrelse

Du skifter tilbage til den almindelige størrelse ved atter at bruge genvejstasterne, ved at klikke på gendan-knappen, den midterste venstre knap på miniafspilleren, eller ved at højreklikke på ikonen i meddelelsesområdet og vælge Skift til iTunes-vindue.


Oversigt over trin for trin-guiden