Nyeste sider på Ludvigs Hjørne: sammenligning af online backup og af antivirusprogrammer.

Ludvigs Hjørne

Sådan ser iTunes ud:

iTunes Klik på billedet for at se det i stor udgave.

Gratis

iTunes er gratis.

Komprimeret lyd

Mp3 er det mest populære musikformat på computeren. Det skyldes ikke mindst, at musikken pakkes så meget sammen, at den kun fylder cirka 1/11-del af det samme nummer i cd-format - og det vel og mærke uden at der er et hørbart kvalitetstab.

Man kan roligt sige, at mp3-formatet havde en langvarig fødsel. Allerede i starten af 1980'erne begyndte universitetet i Erlangen i Tyskland at arbejde på en teknik til at komprimere digital musik. I 1987 indgik man et samarbejde med forskningsinstituttet Fraunhofer, men der skulle gå endnu ti år, før mp3-formatet blev født. Men så gik det til gengæld stærkt! Mp3-formatet blev lynhurtigt et kæmpehit, og ikke mindst musikpiraterne tog straks mp3-formatet til sig.

Med datidens langsomme internetforbindelser var det håbløst at hente eller sende almindelig musik via internettet, eftersom et nummer typisk fyldte 50 MB. Når nummeret blev komprimeret i mp3-format, fyldte det under 5 MB, og det satte fut i udvekslingen.

I dag findes der komprimeringsmetoder, der er mere kompakte end mp3, men mp3 er stadig det mest populære format.

Forskellige formater

iTunes kan ændre musik du selv har optaget i Microsofts wma-format til aac-format. Men det er ikke nødvendigvis en god ide. Når musikken ændres mellem to forskellige komprimerede formater, vil der altid ske en forringelse af lydkvaliteten. Det er dog ikke alle, der er lige gode til at høre forskellen, så prøv dig frem med nogle enkelte numre - gerne numre med en masse dynamik i - inden du beslutter dig for at ændre alle dine numre.

Hvis du har købt musik i WMA-format, er den sandsynligvis beskyttet mod kopiering, og så kan iTunes ikke ændre den til et andet format. Den kan heller ikke afspilles i iTunes.

Gammel grammofon

Stereo-
anlæg
på pc'en

Med iTunes kan du sætte cd-spilleren i skammekrogen. Programmet er nemlig meget bedre til at styre din musiksamling end selv den bedste cd-spiller.

Der er mange fordele ved at udskifte eller udvide stereoanlægget med computeren. Du behøver ikke konstant at skulle skifte cd, og du er ikke længere afhængig af, hvilke numre pladeselskaberne har besluttet sig for at placere på cd'erne. I stedet kan du sammensætte spillelister med alle dine yndlingsnumre. Du kan endda lave forskellige spillelister, så du har én med musik, til når du er glad, og der skal være gang i den, og en anden til når du er i dit mere romantiske hjørne.

Og selv hvis du har en af de avancerede cd-afspillere med plads til flere cd'er, så kommer den til kort over for computeren, der har plads til alle dine musiknumre. På en 100 GB harddisk er der fx plads til over 20.000 numre, hvis de gemmes i mp3-formatet.

Let at betjene

iTunes er meget hurtigt blevet meget populær som musikformidler på computeren, fordi programmet er utrolig let at betjene og samtidig har de funktioner, man har brug for. Programmet Winamp har ellers siddet på computerens musiktrone siden første version blev udsendt tilbage i 1998, og det var ikke mindst Winamp som gjorde mp3-formatet populært.

Men Winamp har haft kraftig vokseværk over årene, og programmørerne har ikke formået at holde programmet simpelt - i stedet kræver det nærmest den lille nørd-eksamen at finde rundt i alle programmets kringelkroge. Så da Apple kastede al sin designkunnen ind i at lave et enkelt og alligevel yderst funktionelt musikprogram, måtte Winamp vige tronen.

Og så er iTunes endda gratis, hvor Winamp er begyndt at tage penge for funktioner så som at optage musik i mp3-format og hurtig brænding af musik-cd'er.

Med iTunes går det som en leg at optage dine musik-cd'er over på computeren, og du bestemmer selv, om de skal gemmes i mp3-formatet, aac-format eller Apple Lossless, der kræver mere plads, men som til gengæld giver en bedre lydkvalitet.

Brænd selv opsamlings-cd'er

Det er lige så let at brænde dine egne opsamlings-cd'er med din yndlingsmusik. Du kan brænde cd'erne, så de kan afspilles i alle almindelige cd-afspillere. Men har du en cd-afspiller, der understøtter mp3-formatet, kan du i stedet brænde musikken som mp3-filer og dermed få plads til mange flere numre på cd'en. Og så kan du endda få udskrevet et cover til cd'en.

Har du købt Apples bærbare musikafspiller, iPod, kan du selvfølgelig nemt og bekvemt overføre din musik til den i stedet for at brænde musikken ned på en cd.

Du kan desuden bruge iTunes som diskjockey til festen, idet du kan lave dynamiske spillelister. Det vil sige, at du eller dine gæster løbende kan tilføje nye numre til spillelisten.

Intelligent afspiller

iTunes holder øje med, hvilke numre du lytter mest til. Dermed kan programmet nemt sættes til at lave en top 10 eller top 50-liste over dine yndlingsnumre. Og eftersom musikken kan mærkes med genrer, kan du vælge at få lavet en spilleliste over dine yndlings rock-numre eller en spilleliste over dine yndlings romantiske numre.

Du kan selvfølgelig også benytte en søgefunktion, der for eksempel lynhurtigt kan finde alle numre, der hedder noget med love, eller alle numre med en bestemt kunstner.

Du kan også give din musik karakterer, og så sammensætte musiklister ud fra karaktererne. Kort sagt, med iTunes har du frit valg på alle hylder. Du er ikke begrænset af pladeselskabernes valg eller af de begrænsede funktioner i en almindelig cd-afspiller. Det er dig, der styrer musikken.

iTunes er oversat til dansk, ligesom hjælpefunktionen i programmet er på dansk.


Trin for trin-guiden hjælper dig med at bruge iTunes.

Download iTunes. iTunes fylder 20 MB.