Nyeste sider på Ludvigs Hjørne: sammenligning af online backup og af antivirusprogrammer.

Ludvigs Hjørne

Sådan ser Mp3DirectCut ud:

Mp3DirectCut Klik på billedet for at se det i stor udgave.

Gratis

Mp3DirectCut er oversat til dansk, og så er det gratis. Programmøren tager dog gerne mod frivillige bidrag, læs mere herom på hans hjemmeside.

Mp3 er populært

Mp3 er det mest populære musikformat på computeren. Det skyldes ikke mindst, at musikken pakkes så meget sammen, at den kun fylder cirka 1/11-del af det samme nummer i cd-format - og det vel og mærke uden at der er et hørbart kvalitetstab.

Man kan roligt sige, at mp3-formatet havde en langvarig fødsel. Allerede i starten af 1980'erne begyndte universitetet i Erlangen i Tyskland at arbejde på en teknik til at komprimere digital musik. I 1987 indgik man et samarbejde med forskningsinstituttet Fraunhofer, men der skulle gå endnu ti år, før mp3-formatet blev født. Men så gik det til gengæld stærkt! Mp3-formatet blev lynhurtigt et kæmpehit, og ikke mindst musikpiraterne tog straks mp3-formatet til sig.

Med datidens langsomme internetforbindelser var det håbløst at hente eller sende almindelig musik via internettet, eftersom et nummer typisk fyldte 50 MB. Når nummeret blev komprimeret i mp3-format, fyldte det under 5 MB, og det satte fut i udvekslingen.

I dag findes der komprimeringsmetoder, der er mere kompakte end mp3, men mp3 er stadig det mest populære format.

Gammel grammofon

Bånd-
optager
på pc'en

Du kan bruge Mp3DirectCut som en båndoptager, der kan optage fra en mikrofon eller fra en ekstern kilde via computerens lydkort. Det betyder for eksempel, at du kan bruge programmet til at overspille dine gamle lp'er til computeren.

Der findes optageprogrammer, der kan fjerne støj, ridser og lignende, når du overspiller dine gamle lp'er. Men den slags er yderst tidskrævende, og hvis du har mange lp'er, er det nærmest en håbløs opgave.

Og så kan man jo mene, at noget af charmen forsvinder, hvis du er vant til ridserne, når du afspiller pladerne, og de så pludselig ikke er der mere.

Mp3DirectCut er særdeles velegnet til hurtige optagelser, hvor du bare vil optage uden for mange dikkedarer. Programmet optager direkte i mp3-formatet. Du skal altså ikke først optage i wav-formatet, og så bagefter konvertere filerne til mp3 som med så mange andre programmer.

Rediger i mp3

Og Mp3DirectCut kan ikke kun optage direkte i mp3, du kan også redigere direkte i det populære format. Andre programmer skal typisk først konvertere filen til wav-formatet, før der kan redigeres, og til sidst skal der så atter konverteres tilbage til mp3-formatet. Når du konverterer fra mp3 til wav og så tilbage til mp3, vil du opleve en forringelse af lydkvaliteten. Det problem har du ikke med Mp3DirectCut.

Programmet kan ikke forbedre optagelserne, men du kan foretage lettere redigering såsom fade ind og ud af numrene og du kan klippe i numrene, så du for eksempel kan optage en hel lp ud i én køre, og så bagefter klippe numrene ud og gemme dem enkeltvis.

Du kan også klippe eller kopiere noget af optagelsen og så indsætte det et andet sted i samme optagelse eller i en anden optagelse. Det er måske ikke så brugbart til optagelse af lp'er, men det kan være meget smart i andre sammenhænge.

Ekstra fil og bemærkning om patent

Mp3DirectCut kan som udgangspunkt afspille og redigere mp3, men ikke optage i mp3-formatet. Det skyldes, at Fraunhofer har en række patenter i forbindelse med mp3-formatet, og at programmører ikke må inkludere optagemuligheden uden at betale licens til firmaet Thomson, der håndterer patentrettighederne for Fraunhofer.

Eftersom Mp3DirectCut er gratis, får programmøren ingen penge ind til at betale med. I stedet for at indbygge optagelse i mp3-formatet, har han derfor indbygget understøttelse af mp3-koderen Lame, der findes som en dll-fil. Filen overtræder ikke Fraunhofers patent, da den ikke kan optage uden et tilhørende program. Hver for sig er program og Lame altså helt lovlige.

Thomson oplyser dog, at hvis programmøren distribuerer Lame sammen med sit program i stedet for at indbygge funktionaliteten, er det måske ikke juridisk forkert, men det er moralsk forkert. Og det er måske også derfor, at programmøren af Mp3DirectCut har valgt ikke at distribuere Lame.

Lovligt at bruge

For den almindelige bruger er der ikke de store betænkeligheder. Thomson oplyser, at brugeren frit kan benytte Lame sammen med et program uden at overtræde patenterne, så længe det er til ikke-kommercielt brug. Der er heller ikke noget til hinder for, at en ikke-kommerciel hjemmeside kan distribuere program og Lame sammen. Du kan derfor hente begge dele på Ludvigs Hjørne.


Download Mp3DirectCut. Mp3DirectCut fylder mindre end 200 KB.

Download Lame. Når du har downloadet filen, skal den pakkes ud, og indholdet skal placeres i samme mappe, som du har installeret Mp3DirectCut i.

Bruger du en Windows, der er ældre end Windows XP, skal du også downloade mpglib. Ligesom Lame skal filen pakkes ud og placeres i Mp3DirectCuts mappe.

Trin for trin-guiden hjælper dig med at bruge Mp3DirectCut. Du får også hjælp til, hvordan du forbinder anlægget i stuen med computeren, så du for eksempel kan optage lp'er og kassettebånd over på harddisken.