Nyeste sider på Ludvigs Hjørne: sammenligning af online backup og af antivirusprogrammer.

Ludvigs Hjørne

Sådan ser programmet ud:

Allway Sync Klik på billedet for at se det i stor udgave.

Gratis

Allway Sync er gratis til privat brug. Bruger du programmet kommercielt, skal det registreres, hvilket koster 30 dollar. Kommercielle brugere kan afprøve programmet i 30 dage, før det skal registreres.

Download

Download Allway Sync. Programmet fylder mindre end 2 MB.

Synkroniser data

Allway Sync gør det nemt at synkronisere data på computeren med data på en USB-nøgle. Programmet kan også bruges som backupprogram ved at synkronisere data mellem mapper eller forskellige computere.

En USB-nøgle er mægtig praktisk, når du skal have dine data med dig, så du kan bruge dem på forskellige computere. Og med Allway Sync kan du altid være sikker på, at du har de nyeste data på såvel computeren som USB-nøglen.

I modsætning til de fleste andre synkroniseringsprogrammer, bruger Allway Sync ikke tidsstemplet i filerne. Går den ene computers ur forkert, kan det nemlig resultere i, at de forkerte filer overskrives. I stedet analyserer programmet dine filer og gemmer resultatet i en lille database. Hver gang der skal synkroniseres, foretages en ny analyse med baggrund i databasen. Du har mulighed for at kigge programmet over skulderen og tjekke, om analysen er korrekt.

Du kan synkronisere enkelte filer eller hele mapper, den eneste begrænsning er den tilgængelige plads på USB-nøglen. Allway Sync kan selvfølgelig også synkronisere mellem forskellige mapper på computeren eller et netværkssted, dermed kan du fx bruge programmet til at lave backup af vigtige data fra én harddisk til en anden. Allway Sync kan automatisk starte en synkronisering, når du tilslutter en USB-nøgle, eller hvis du bruger programmet til at lave backup, kan du vælge at få synkroniseret med faste mellemrum.

Vælg sprog

Menu til at skifte sprog

Allway Sync er oversat til dansk. Du kan skifte sprog ved at klikke på menupunktet Language og vælge Danish.

Opret nyt job

Menu til nyt job

Du kan oprette forskellige synkroniseringsopgaver for hver mappe, du vil synkronisere. Klik på menupunktet Job, og vælg Nyt job for at oprette en ny opgave. Vil du slette en synkroniseringsopgave, skal du markere den ved at klikke på opgavens faneblad, klik på Job, og vælg Fjern job.

Vælg hvad der skal synkroniseres

Billede af mappevindue
Angiv fra-mappe

Skriv stien til den ønskede mappe, eller klik på Find, og find den ønskede mappe i oversigten. Undermapper og deres indhold synkroniseres også, hvis du ikke fravælger dem senere i processen.

Vælg bestemmelsessted

Angiv til-mappe

Skriv på samme måde stien til bestemmelsesstedet i feltet i højre side af vinduet, eller klik på Find under feltet, og find den ønskede mappe i oversigtsvinduet. Du kan eventuelt oprette en ny mappe ved at klikke på Opret en ny mappe.

Vælg synkronisering

Synkroniseringspil

Du kan vælge, om der skal synkroniseres begge veje eller kun den ene vej, ligesom du kan vælge, hvad der skal ske, hvis du har slettet eller ændret filer. Klik på synkroniseringspilen.

Synkroniseringsvalg

Normalt synkroniseres der begge veje, så hvis du har slettet filer det ene sted, slettes de også det andet sted. Vil du kun synkronisere den ene vej, skal du sætte mærke ud for den side af den store pil, som du vil synkronisere til. Vil du undgå at få slettet filer, skal du fjerne fluebenet ud for Nedarv sletninger Og hvis du vil undgå at ændrede filer overskriver tidligere versioner (det vil du normalt ikke), skal du fjerne fluebenet ud for Nedarv ændringer.

Tjek inden synkronisering

Analyseknap

Inden du synkroniserer, kan du lave en prøvekørsel, hvor du kan se, hvordan Allway Sync vil synkronisere filerne. Det kan være en god ide, indtil du lærer programmet bedre at kende, eller hvis du vil undtage enkelte filer fra synkroniseringen. Klik på Analyser.

Analysen

Klik derefter på plustegnet ud for de enkelte punkter for at få vist, hvordan filerne synkroniseres. En ikon viser, hvilken vej filen synkroniseres. Holder du musen over ikonen, udvides den, og du kan fx vælge, at der skal synkroniseres den anden vej  , eller du kan sætte mærke ud for synkroniser-ikke-ikonen  , hvis filen ikke skal synkroniseres. Foretager du ændringer på en mappe, gælder ændringen for alle filer i mappen.

Menu med flere muligheder

Klikker du på Mere, får du åbnet en menu med flere muligheder. Du kan fx vælge, at filen aldrig skal synkroniseres ved at vælge Never synchronize (filnavn) Fil, eller at alle filer med samme filtype aldrig skal synkroniseres ved at vælge Never synchronize (filtype) Filmaske.

Synkroniseringsknap

Du kan selvfølgelig springe prøvekørslen over, hvis du stoler på, at programmet foretager de rette valg, og hvis du ikke vil fravælge filer eller mapper. Klik på Synkroniser for at starte synkroniseringen. Vil du synkronisere flere opgaver på én gang, kan du klikke på menupunktet Filer og vælge Synkroniser alt.

Vær opmærksom på, at filerne synkroniseres mellem de to valgte steder - der er ikke blot tale om at lave en sikkerhedskopi. Opretter du en ny fil et af stederne, kopieres den til det andet sted. Sletter du en fil fra det ene sted, slettes den også fra det andet sted.

Skræddersyet synkronisering

Skræddersy synkroniseringen med filtre
Indstillingsmenu

Du behøver ikke synkronisere alle filer i en mappe eller dens undermapper. Du kan fx vælge eller fravælge bestemte filer ud fra navnet eller filtypen. Klik på Vis, og vælg Indstillinger. Markér det ønskede synkroniseringsjob i oversigten til venstre, og klik derefter på Medtag- og Udeluk-filtre.

Filtervindue

Hvis du kun vil synkronisere bestemte filer i mappen, skal du klikke på Tilføj ny under Medtag-filter. Hvis du kun vil have medtaget dokumenter kan du skrive *.doc, eller hvis du kun vil have medtaget et bestemt dokument, kan du skrive dokumentets navn, fx mitdokument.doc. Klikker du på Avanceret, får du flere valgmuligheder, fx filer der er ændret efter en specifik dato.

Du har mulighed for at oprette flere filtre. Vil du fx inkludere alle billeder uanset filtype, kan du oprette et filter for hver filtype.

På samme måde kan du ekskludere filer eller mapper, du ikke vil synkronisere. Dermed kan du synkronisere alle filer i mappen, undtagen fx alle billeder. Du kan ekskludere filer fra synkroniseringen ved at klikke på Tilføj ny under Udeluk-filter.

Automatisk synkronisering

Automatisk synkronisering
Menu til indstillinger

Du behøver ikke synkronisere filerne manuelt, i stedet kan du få Allway Sync til at synkronisere automatisk. Klik på Vis, og vælg Indstillinger. Klik på det ønskede synkroniseringsjob i oversigten til venstre, og klik på Automatisk synkronisering.

Automatiseringsvalg

Allway Sync kan synkronisere automatisk, når du fx tilslutter en USB-nøgle, med faste mellemrum eller ved start eller lukning af Windows. Sæt flueben ud for den ønskede metode - det er muligt at benytte flere metoder samtidig.

Start med Windows

Start med Windows

Du kan indstille Allway Sync, så programmet startes sammen med Windows. Det er ikke mindst en fordel, hvis du bruger automatisk synkronisering. Klik på Vis, og vælg Indstillinger, markér Program, og sæt flueben ud for Start application system tray....