Nyeste sider på Ludvigs Hjørne: sammenligning af online backup og af antivirusprogrammer.

Ludvigs Hjørne

Sådan ser SESType ud:

SESType Klik på billedet for at se det i stor udgave.

Gratis

SESType er gratis

Tastaturet

Hvorfor er tasterne placeret som de er i stedet for for eksempel i alfabetisk orden?

Det almindelige tastatur kaldes også for Qwerty-tastaturet, navnet stammer fra de seks første bogstaver på den øverste bogstavslinje. Tastaturet blev opfundet af C. L. Sholes, da han arbejdede på de første kommercielle skrivemaskiner tilbage i 1860'erne.

Patenttegning af Qwerty-tastaturet Sholes' patenttegning af Qwerty-tastaturet

Hans første prototype havde bogstaverne placeret alfabetisk i to rækker, men det var ikke særlig praktisk, fandt han ud af. Bogstaverne sad på små arme, der blev slået op på papiret, men armene havde en tendens til at ramme sammen, hvis man skrev for hurtigt. Sholes flyttede derfor rundt på bogstaverne, så armene med de bogstaver, man oftest skulle skrive efter hinanden, sad så langt fra hinanden som muligt.

Selvom hverken skrivekugler til elektriske skrivemaskiner eller computere har problemer med bogstavsarme, der rammer sammen, så har Qwerty-tastaturet overlevet til vore dage.

Skriv som et lyn

Der er ingen grund til at sidde og fedte med at finde de rette bogstaver på tastaturet. Med SESType kan du lære at bruge ti-fingersystemet, så skrivningen går som en leg.

Der findes mange forskellige metoder til at skrive på et tastatur. Der er landbetjent-metoden, som indbefatter brugen af en eller to pegefingre. Så er der den relaterede a, hvor er det nu b er-metoden. Og ikke at forglemme den bibelske metode: den, der søger, skal finde. Men hurtigst går det med ti-fingersystemet, hvor alle fingrene sættes i arbejde, mens hjernen kobles fra.

Med ti-fingersystemet skal du ikke tænke. Ser du et ord på skærmen eller tænker du på et ord, skriver fingrene helt automatisk de rette bogstaver. SESType indeholder en række øvelser, der hjælper dig med at få tastaturet ind på rygraden, så det ikke er din almindelige tankefunktion, der styrer fingrene.

Du starter med lette øvelser, hvor du for eksempel blot skal skrive j'er og f'er, tasterne under dine to pegefingre. Øvelserne udvides efterhånden med flere og flere bogstaver, og du ender med rigtige sætninger. Sætningerne er på engelsk, men det betyder intet, du skal nemlig ikke forstå teksten, du skal blot skrive den.

Du kan springe de lette øvelser over, og det kan være fristende, fordi de kan virke kedelige. Men lad være med det, øvelserne hjælper med at få bogstavernes placering ind på rygraden.

SESType indeholder desuden en statistikdel, hvor du bla. kan se en oversigt over tidsforbrug, fejlprocent og skrivehastighed.

SESType er et gratis program. Firmaet laver også sharewareprogrammet SESTypeExtra, hvor du kan udvide træningen med flere og længere tekster. Du kan afprøve SESTypeExtra med den begrænsning, at statistikdelen først virker, når programmet er registreret, hvilket koster cirka 75 kroner.

Skrivestillingen vigtig

Når du benytter ti-fingersystemet, lægger du mere pres på kroppen. Dels risikerer du at sidde i en mere anstrengt stilling, og dels kræver den hurtigere skrivning mere af dine hænder og fingre. Skal du skrive lange tekster, er det derfor vigtigt, at du sidder korrekt og holder pauser fra skriveriet, så du ikke risikerer smerter i for eksempel nakke og skuldre. Det kan evt. være en god ide med en lile tastaturpude foran tastaturet, så dine håndled får støtte.


Trin for trin-guiden hjælper dig med at bruge SESType.

Download SESType. Programmet fylder 1,2 MB, og vil tage cirka 3 minutter at downloade med et almindeligt modem.

Download SESTypeExtra. Programmet fylder 0,8 MB, og vil tage cirka 2 minutter at downloade med et almindeligt modem.