Nyeste sider på Ludvigs Hjørne: sammenligning af online backup og af antivirusprogrammer

   Udskriv siden

Læs mere om mig og mine andre hjemmesider på Google+

Tema:
Hjemmeside
Sikkerhed
Begynder/uøvet
Linux Ubuntu
Nyhedsgrupper
Nye styreformer

Hjemmesideråd
Tips og tricks til web­sned­kere. En ræk­ke gode råd, der kan hjæl­pe dig med at lave bed­re hjem­me­si­der, og som kan hjæl­pe dig med at und­gå nogle af fald­gru­berne.

Annonce:

Fejlsikret Windows
Fejl­sikret til­stand kan bru­ges til at fin­de og ret­te fejl i din Windows.

PHP for begyndere
Intro­duk­tion til PHP, der kan gøre din hjem­me­side mere in­tel­li­gent. Læs også, hvor­dan du bruger PHP sam­men med KompoZer, og find gry­de­klare scripts til ad­gangs­be­skyt­tel­e, ind­sæt­tel­se af eks­terne filer og kon­takt­for­mular til hjemmesiden.

Kabaler
12 gratis og vane­dan­nen­de kabaler, der kan bruges til tids­for­driv foran skærmen.

Hurtigere pc
Du behøver ikke købe en ny com­pu­ter for at få en hur­ti­gere computer. En op­ryd­ning og op­ti­mering af Windows og even­tuelt lidt ny hardware i form af ekstra ram eller et nyt skærm­kort kan puste nyt liv i en gam­mel, træt computer.

Alt om Internet Explorer
Læs om nyhederne i Internet Explorer 8, og få hjælp til såvel opsætning som brug af programmet.

Annonce:

Multimedia på hjemmesiden
Læs om for­skel­lige for­ma­ter til musik og video, og find koder til ind­sæt­telse af mul­ti­me­dia på din hjem­me­side. Koderne over­holder selv­føl­ge­lig inter­net­tets stan­darder i mod­sæt­ning til de fleste andre koder, du kan finde.

Firefox:
Hurtigere, nem­mere og mere sik­kert internet. Udnyt inter­net­tets mange mu­lig­heder med et program, som du kan til­passe til lige netop dit behov.

Gratis antivirus
AVG hjælper dig med at holde virus ude fra computeren.

Annonce:

Aktive bogmærker
Aktive bogmærker, også kendt som book­mark­lets, kan gøre det be­tyde­ligt nem­mere og mere be­ha­ge­ligt at surfe på internettet.

Valg af webhotel

Du skal bruge en webserver for at andre skal kunne se din hjemmeside. På denne side hjælper jeg dig med at vælge webhotel og undgå nogle af faldgruberne.

Sidens indhold:   

Brug et webhotel   

Når du har lavet din egen hjemmeside, vil du sikkert også gerne have, at andre skal kunne se den. Det kræver en webserver. Reelt set kan du sagtens have en webserver kørende på din egen pc, det er bare et ganske almindeligt computerprogram, men så skal din pc stå tændt hele døgnet. Og det er dyrt! Ekstraregningen for strøm kan sagtens løbe op i over 2.000 kroner om året.

Et webhotel er egentlig blot en computer med en webserver og nogle andre serverprogrammer. Men hvor du måske kun ville have en enkelt hjemmeside på din egen webserver, så har et webhotel mange tusinde. Dermed fordeles udgifterne på flere skuldre, og du slipper meget billigere. Og så er webhotellet opsat af nogle med forstand på den slags, og dermed bedre sikret mod nedbrud, datatab og hackere.

Du er således normalt meget bedre stillet ved at købe plads på et webhotel, da det er både billigere, nemmere og mere sikkert.

Men et webhotel er ikke bare et webhotel. Der er flere ting, du skal være opmærksom på, både med hensyn til dit nuværende behov og dit fremtidige behov. Det gennemgår jeg på denne side.

Windows eller Linux på webhotellet   

Windows

Linux

De fleste webhoteller tilbyder forskellige typer abonnementer, og det er vigtigt, at du vælger den rette type fra starten. Det er ikke alle, der tillader, at du skifter undervejs.

De to grundtyper bygger på henholdsvis Windows og Linux. Du skal ikke lade dig afskrække af ordet "Linux". Det er ikke dig, der skal bruge Linux, det er webserveren. Faktisk bruger langt de fleste webservere Linux - og som du kan konstatere ved at surfe runt på nettet, virker det jo ganske fortræffeligt, uanset om du selv bruger Windows eller Mac eller for den sags skyld Linux.

Forskellen mellem de to grundtyper har sikkert ingen betydning for din første hjemmeside. Den vil typisk være lavet udelukkende med HTML og CSS, og det virker ens på begge grundtyper. Forskellen ligger i de mere avancerede funktioner som fx serversidesprog, som du måske vil bruge på et senere tidspunkt. Serversidesprog er scriptsprog, der afvikles på serveren, og som kan bruges til at gøre din hjemmeside mere "intelligent".

Serversidesprogene kan bruges til at inkludere indhold fra andre filer, så du fx kan have din menu i en særskilt fil, der så inkluderes på alle sider. Det betyder, at hvis du på et senere tidspunkt skal rette i menuen, skal det kun gøres ét sted i stedet for på hver side. Serversidesprogene kan også bruges til at vælge et tilfældigt billede ved hvert besøg, lave adgangsbeskyttelse og håndtere databaser.

Tag et kig på min hjemmeside Ugens Horoskop. Hjemmesiden består reelt af én PHP-fil og nogle få billeder. Når du klikker på et link til et bestemt horoskop, tjekker PHP-koden, om linket er korrekt, der vælges en titel til siden og enkelte andre parametre ud fra linket, og så hentes det pågældende horoskop i en database. Du kan få vist 12 forskellige sider for hver uge, svarende til over 600 sider om året, og det hele styres og vises ved hjælp af én enkelt PHP-fil.

Det er ikke alle webhoteller, der bruger betegnelserne Windows eller Linux, når du skal vælge abonnement, mange benytter i stedet betegnelsen for serversidesproget. ASP for Windows-servere og PHP for Linux-servere.

Personligt foretrækker jeg PHP. Der findes en masse ressourcer på internettet til brugen af PHP, og der findes en masse færdige scripts, som du kan benytte på din egen hjemmeside. Jeg har faktisk selv lavet nogle, som du kan finde på siden Avancerede sider med php, hvor jeg også har skrevet en introduktion til PHP. Siden indeholder specifikke anvisninger til brugere af HTML-editoren KompoZer, men introduktionen til PHP og scriptene er generelle og kan bruges af alle.

Hvis du allerede har kendskab til ASP, eller hvis du kan få hjælp af en ASP-bruger, og du ikke kender nogle PHP-brugere, så vælg i stedet et ASP/Windows-abonnement på webserveren.

Trafik og plads   

Hvis du blot laver en lille familie- eller firmahjemmeside, behøver du normalt ikke bekymre dig om trafik og plads. Men hvis du vil opbevare store filer (fx filmklip), eller hvis du forventer meget trafik på siden, bør du tjekke webhotellets politik på området. De fleste forbyder brug af webhotellet til opbevaring af store filer. Der kan også være forbud med specifikke typer af indhold, som fx billeder/film med sex, hvilket ikke mindst skyldes, at den slags gerne forårsager store trafikmængder. Har du behov for opbevaring af store filer eller filer, der skaber meget trafik, skal du typisk tegne et dyrere abonnement.

Er du i tvivl om dit behov, så kontakt webhotellets support, før du opretter et abonnement. Men som sagt, det er kun i særlige tilfælde, det er nødvendigt. Med en almindelig hjemmeside vil du normalt aldrig få problemer med trafik- eller pladsgrænser på webhotellet.

Flere hjemmesider   

Flere hjemmesider

Vær opmærksom på, om webhotellet tillader opbevaring af flere hjemmesider (domæner) på dit abonnement. Det kan være sjovt at lave hjemmesider, og selvom du måske kun har planer om at lave en enkelt hjemmeside, så kan det ændre sig i fremtiden. Måske fætter Kurt bliver så imponeret af din side, at han vil have dig til at lave en til ham også. Eller måske du selv får en lys ide til en ny hjemmeside, som du bare lave.

De fleste webhoteller tillader i dag opbevaring af flere hjemmesider, men tjek lige om dit valgte abonnement nu også gør det. Og tjek også hvor mange. Selvom tre hjemmesider kan lyde af mange, mens du sidder og knokler med din første hjemmeside, så er det ikke sikkert, det er mange om et år. Jeg har efterhånden fået lavet omkring 20 hjemmesider for mig selv og diverse familiemedlemmer, og det selvom jeg prøver at lade være og siger nej til alle uden for familien.

CMS, forum, blogs ...   

Surftown

Du kan normalt sagtens installere et CMS, forum eller en blog på dit webhotel. CMS'er, forummer- og blog-programmer er skrevet i et serversidesprog, så hvis du manuelt vil installere et sådan program, skal du være opmærksom på, hvilket serversidesprog dit abonnement understøtter.

Nogle webhoteller tilbyder dig en nem installation af de mest populære forum- eller blog-programmer som phpBB, joomla og Wordpres, og de vil typisk virke, uanset det understøttede serversidesprog. Det betyder fx, at du kan bruge et PHP-forum, selvom du har valgt en Windows-server. Den tekniske forklaring på dette er, at webhotellet reelt placeret det pågældende program på en Linux-server, men for dig vil det fremstå som om, det ligger på den samme server som din hjemmeside.

Hvis du har behov for et forum- eller blog-program, så vælg et webhotel med 1 kliks-installation af det ønskede program, så slipper du for at nørde med installationen.

Opsigelse   

Nu er opsigelse af et webhotel måske ikke det, der er mest i dine tanker, når du ønsker at oprette et. Men det bør det være. Et abonnement på et webhotel tegnes typisk for et år ad gangen, og man betaler typisk forud. Nogle webhoteller gør det svært at opsige aftalen. De kan fx kræve, at det skal ske skriftligt - ikke pr. e-mail - og at det skal gøres senest 45 dage inden aftalens udløb. Det vil sige, at når du får den næste regning, er det for sent at opsige aftalen, der så løber endnu et år.

Jeg vil kraftigt fraråde brug af webhoteller med besværlige opsigelsesvarsler og -metoder. Det kan være, du tror, at du selvfølgelig sagtens kan finde ud af at opsige i god tid, hvis du ikke vil bruge hotellet mere, men sådan fungerer det sjældent i virkeligheden. Jeg kender flere, der har prøvet at hænge på et webhotel, som de ikke ønskede at benytte.

Andre webhoteller er heldigvis mere fornuftige og lader abonnementet udløbe, hvis du ikke selv fornyer det. Det foregår på den måde, at du typisk får en e-mail med en ny faktura og senere en eller flere påmindelser, hvis du ikke betaler. Betaler du stadig ikke, opsiges abonnementet automatisk.

Tjek webhotellets betingelser. Kan du ikke umiddelbart finde noget om opsigelse, så er det sikkert fordi, det er et af de slemme webhoteller. Og så er det bare at fortsætte til et andet.

Din egen internetadresse   

Nogle webhoteller tilbyder dig en gratis internetadresse i formatet http://minadresse.webhotel.dk, men det er nu sjovere at have sin helt egen adresse, eller domæne, som det hedder. Så får du i stedet en mere mundret adresse i formatet http://minadresse.dk. Med dit eget domæne, får du også din egen e-mail-adresse, hvor du selv kan bestemme, hvad der skal stå foran @, fx jens@minadresse.dk eller lapsen@minadresse.dk.

Nogle webhoteller sætter en grænse for, hvor mange mailadresser du kan oprette på de forskellige abonnementer. Hvis du har behov for mange mailadresser, så tjek betingelserne for abonnementet, før du tegner det. Det mindste antal, jeg mindes at have set på et abonnement, er ti, men jeg kan ikke afvise, at nogle webhoteller tillader færre adresser.

Hvis du har behov for IMAP til dine mail-konti, så husk også at tjekke, om det valgte abonnement understøtter IMAP.

Du kan typisk købe et domæne billigt, når du opretter et abonnement på et webhotel, og hvis du allerede har et domæne, kan du flytte det til webhotellet. Hvis du er mere nørdet anlagt, kan du selv styre domænet via en tjeneste som GratisDNS.dk, der også sælger domæner til lav pris.

Backup   

Backup er yderst vigtigt, hvis du ikke vil risikere at miste din hjemmeside eller indlæg i et forum eller en blog. Nogle webhoteller tilbyder backup som en del af abonnementet. Men være opmærksom på, at backup ikke bare er backup. Hos nogle laves der blot backup af opsætningen, mens der ikke laves backup af dine sider eller data i databasen (indlæg i et forum og en blog gemmes typisk i en database).

Nogle steder laves der også backup af dine data, men det koster så måske ekstra at få gendannet backuppen.

Og uanset om webhotellet laver backup eller ej, så er der altid en risiko for, at webhotellet går konkurs, og at du i den forbindelse mister dine data. Risikoen for konkurs og mistede data i den forbindelse er normalt størst ved de små webhoteller. De store vil typisk blive købt og videreført af andre, hvis de går konkurs.

Personligt har jeg altid en kopi af alle mine sider på min egen computer og på en online backup-tjeneste. Jeg laver jævnligt en backup af data i databaserne, som ligeledes opbevares på min egen computer og en backup-tjeneste på internettet. På den måde er det begrænset, hvad jeg kan miste af data, uanset om webhotellet bliver angrebet af en hacker, jeg selv kommer til at slette filer fra webserveren eller om webhotellet går konkurs.

Overvej, hvor sikre dine data skal være, og vælg så et webhotel med en passende backup-politik. Og/eller planlæg din egen backup-strategi.

Anbefalede webhoteller   

Ja, det kan være meget godt alt sammen - men hvad skal jeg vælge?

Der findes en forfærdelig masse webhoteller. Nogle er drevet af store firmaer, andre køres fra en computer hjemme hos en nørdet teenager, der synes, det er sjovt at rode med den slags, og som vil tjene lidt ekstra lommepenge. Og så er der alle dem midtimellem. Hvis du vil have optimal sikkerhed og oppetid, så hold dig til de store webhoteller.

Jeg har langt fra prøvet alle de mange webhoteller, der findes. Jeg vil derfor nøjes med at omtale de to, jeg selv bruger til daglig.

Gigahost

Gigahost

Ludvigs hjørne ligger hos Gigahost. Webhotellet har den store fordel, at der ikke er begrænsninger på, hvor mange domæner man må have liggende. Jeg bruger derfor også Gigahost til opbevaring af en række små hjemmesider for familiemedlemmer. Samtidig har Gigahost været så flinke at give mig ekstra plads gratis til et gammelt men omfattende fil-arkiv med shareware- og freeware-programmer til det gamle styresystem OS/2.

Gigahost er mest til gør det selv-folket. Det er muligt at installere forummer og lignende, men det skal gøres manuelt. Supporten er ikke altid lige hurtig til at svare, hvis den da svarer. Webhotellet koster 29 kroner om måneden, og abonnementet udløber automatisk, hvis man ikke forlænger. Ikke noget med besværlige opsigelsesfrister eller -metoder. Der er et oprettelsesgebyr på 100 kroner.

Oprindeligt benyttede jeg kun Gigahost, men i en periode oplevede jeg en del nedetid, hvorfor jeg oprettede et nyt abonnement hos Surftown (se nedenfor). Jeg har siden flyttet alle mine egne hjemmesider til Surftown - lige med undtagelse af Ludvigs Hjørne, hvilket ikke mindst skyldes det omfattende fil-arkiv, der ligger på dette domæne (http://kimludvigsen.dk/os2).

Surftown

Surftown

Surftown er klart mere ret­tet mod be­gyn­dere el­ler andre, der ikke gi­der at nørde. Det er mu­ligt at in­stal­lere po­pu­lære pro­gram­mer som phpBB, joomla og Wordpres med et enkelt klik. Surftown tilbyder også et hjem­meside­program, du kan bruge til at lave din hjem­me­side. De gange, jeg har haft brug for support, har jeg fået hurtigt og kompetent svar.

Nogle abonnementer giver dig en værdikupon til Google Adwords, som du så kan bruge til at reklamere for din hjemmeside, så du kan få nogle besøgende.

Surftown hørte tidligere til de slemme webhoteller, hvor det er meget svært at opsige abonnementet, men i dag hører Surftown med til duksene. Nu udløber abonnementet automatisk, hvis man ikke forlænger efter fremsendelse af faktura og påmindelser.

Surftown har for mit vedkommende kørt klippestabilt, og jeg har ikke bemærket nedetid. Hotellet er lidt dyrere end de billigste hoteller, men jeg synes, det er det værd. Priserne starter ved knap 25 kroner om måneden for et abonnement med plads til ét domæne - men tjek nedenstående tilbud!

Mit abonnement hos Surftown koster knap 50 kroner om måneden med plads til 10 domæner, men som ny kunde kan du slippe med at betale 10 kroner om måneden det første år. Hertil kommer dog et oprettelsesgebyr på 120 kroner, altså 240 kroner for det første år. Og så får du endda samtidig en værdikupon på 400 kroner til Google Adwords. Hvis du ikke er tilfreds efter det første år, kan du til den tid bare finde et nyt webhotel, abonnementet udløber som sagt automatisk, hvis du ikke fornyer det.

Hvis du vil bruge Surftown og samtidig støtte Ludvigs Hjørne, så brug dette link til http://surftown.dk til at bestille. Så får jeg lidt kommision fra Surftown - din pris er den samme. Hvis du vil bruge Surftown, men du ikke vil støtte Hjørnet, så indtast adressen manuelt i adressefeltet.

Andre webhoteller

Men der findes som sagt en forfærdelig masse webhoteller, også billigere end de to her nævnte. Hvis du har mod på det, så gå selv på jagt.


Se også siden Tips til websnedkeren.