Oprydning på pc

Her kan du få hjælp til computerproblemer og programmer, som ikke er omtalt på Ludvigs Hjørne.

Oprydning på pc

Indlægaf Gæst » tors jun 01, 2023 7:12

Hej Ludvigs Hjørne

Jeg har hørt, at man kan rydde op på sin pc ved at slette filer i "Overførsler" og ved også at rydde noget
der skulle hedde ""Browser historik" uden at man sletter andre vigtige filer på computeren.
Er der noget om snakken?
Jeg har Windows 10 på min pc.

Venlig hilsen
Jytte T.

Mozilla/5.0 (Windows NT 10.0; Win64; x64; rv:109.0) Gecko/20100101 Firefox/113.0
Gæst
 

Re: Oprydning på pc

Indlægaf Kim Ludvigsen » tors jun 01, 2023 7:29

Hej Jytte

Det kan du sagtens, men i vore dage, så er oprydning mest for at få bedre overblik over indholdet på computeren. I gamle dage var harddiskene ikke så store, så der kunne det være nødvendigt for at få mere plads.

Browser-historikken sletter man normalt kun, hvis man ikke vil have at andre kan se, hvilke hjemmesider man har besøgt. Ellers kan det være en fordel at have den, fordi det hjælper med at genfinde hjemmesider, man tidligere har besøgt.

Filerne i Overførsler er filer, du har hentet på nettet. Der kan du sagtens slette dem, du ikke skal brug mere. Du kan også rydde op i mappen Dokumenter og slette filer, du ikke har brug for.

Du kan hente oprydningsprogrammer på nettet, men det er normalt ikke nødvendigt, og nogle gange, kan den slags lave mere rod end oprydning. Windows har nogle indbyggede funktioner til oprydning af skjulte systemfiler, men dem har du normalt kun brug for, hvis du er ved at løbe tør for plads - og så vil Windows selv foreslå en oprydning.
Mvh.
Kim Ludvigsen
Kim Ludvigsen
Site Admin
 
Indlæg: 7140
Tilmeldt: tors jun 08, 2006 0:49

Re: Oprydning på pc

Indlægaf Gæst » tors jun 01, 2023 17:07

Hej Kim

Tak for svar.
Men hvis jeg vil rydde browser-historikken i Firefox - er det så risikabelt?
Og kan du fortælle mig, hvordan jeg kan gøre det, hvis altså jeg ikke risikerer rod på min pc.
Jeg har problemer med mit webhotel. Eksempelvis tager det utrolig lang tid fra at jeg har sat fx et billede ind på min hjemmeside til
det kommer op på siden.
Hvad kan det skyldes?
Mvh
Jytte
Gæst
 

Re: Oprydning på pc

Indlægaf Kim Ludvigsen » tors jun 01, 2023 17:44

Du kan sagtens rydde browser-historikken i Firefox. Men som nævnt er det kun en fordel, hvis du deler computer med andre, og du ikke vil have at de ser, hvilke hjemmesider du har besøgt. Ellers er historikken en fordel.

Slettes du cookies, kan det betyde, at du ikke automatisk logges ind på diverse hjemmesider, og det vil også betyde, at du på de fleste hjemmesider vil blive præsenteret for den irriterende cookie-boks.

Hvis du vil slette din historik:
Klik på menuknappen i Firefox - den med de tre streger.
Klik på Historik, og klik så på Ryd seneste historik.
Du kan så vælge hvilke former for historik, du vil slette.

Med hensyn til billederne på dit webhotel, så skyldes det sikkert, at webhotellet benytter en cache til at huske siderne og billederne. Det er en fordel for de besøgende, fordi siderne hentes hurtigere, men det er drønirriterende, når man laver ændringer. Du kan muligvis omgå cachen ved at gennemtvinge en opdatering med genvejstasterne Ctrl+F5 - men det er ikke sikkert, at det vil hjælpe, det afhængiger af, hvordan webhotelles cache er sat op.
Mvh.
Kim Ludvigsen
Kim Ludvigsen
Site Admin
 
Indlæg: 7140
Tilmeldt: tors jun 08, 2006 0:49

Re: Oprydning på pc

Indlægaf Gæst » fre jun 02, 2023 9:00

Hej Kim

Mange tak for svar.
Jeg har haft kontakt med mit webhotel (one.com) som melder tilbage:

"Hej Lars,

Beklager meget det sene svar.
Når du opdaterer din hjemmeside, kan der gå lidt tid før det træder i kraft grundet caching i din browser. Bemærk at det som sådan ikke er noget vi direkte styre, men det er din browser der gør dette. Vi kan clear din varnish cache som er din server cache, som kan løse problemet i nogle tilfælde, men for det meste, skal du selve clear din cache;
https://help.one.com/hc/en-us/articles/ ... -computer-
Igen, beklager jeg det sene svar. Hvis du har yderligere spørgsmål eller har brug for hjælp til andet så tøv ikke med at kontakte os igen. Du er også velkommen til at skrive til os på chatten 24/7 (Dansk chat mellem 9-18)! :)
Rigtig god dag! \uD83D\uDE0A

Venlig Hilsen,
Kristoffer L / one.com"

Jeg ved ikke hvad en "varnish cache" er for noget. Og igen, kan det risikere at lave brok på min pc, hvis jeg beder one.com om at slette den?
Jeg må også fortælle dig, at min pc har en del år på bagen, så måske er det en ide at slette browser-historikken, hvis det kan gøre mine uploads fra webhotellet hurtigere.

Venlig hilsen
Jytte
Gæst
 

Re: Oprydning på pc

Indlægaf Kim Ludvigsen » fre jun 02, 2023 10:23

Der er to steder, som kan gemme en kopi af din side i en cache, så du får vist den gamle version i stedet for den nye version med de nye billeder. Cache er egentlig bare et andet ord for hukommelse.

Browseren er det ene sted, og der kan du omgå cachen ved at benytte den tastatur-genveje, som jeg gav dig tidligere: Ctrl+F5. Den vil tvinge browseren til at hente en ny kopi i stedet for den, der er gemt i browserens cache. Det er meget nemmere at bruge den tastatur-genvej end at rydde browserens cache, som One.com foreslår.

Hvis Tastaturgenvejen ikke gør nogen forskel, så er det fordi, der er en cache på webhotellet, som giver dig den gamle version. Og den kan du desværre ikke bare slette. One.com benytter et program, der hedder Varnish cache. Og det som supporten tilbyder er, at han kan slette den cache. Det er ikke en særlig brugbar løsning, for den vil normalt udløbe af sig selv hurtigere, end du kan nå at kontakte supporten og få dem til at slette den. Det vil ikke påvirke noget på din computer, hvis de sletter cachen på webhotellet. Det vil udelukkende påvirke, hvodan webserveren serverer din hjemmeside.

På nogle webhoteller kan man muligvis få lov at slå cachen fra, og i så fald vil du altid kunne se de nye billeder med det samme (om ikke andet så ved hjælp af Ctrl+F5). Men ulempen er, at det vil gøre det meget langsommere for dine besøgende at hente hjemmesiden. Så det vil måske hjælpe dig, men det vil genere alle andre.

Der er måske en løsning, der kan snyde serverens cache, så den tror, at det er en helt ny side, du beder om. Næste gang, du oplever problemet, så prøv at tilføje nedenstående til webadressen:
?ny=123
Altså, så du i adressefeltet i din browser har følgende stående:
minhjemmeside.dk?ny=123
eller
minhjemmeside.dk/omhjemmesiden.html?ny=123

Det kan få cachen til at tro, at du beder om en ny side. Hver gang, du oplever problemet, skal du så bare benytte et nyt tal. Bemærk dog, at det kan drille din statistik over besøgte sider, fordi statistikken måske også vil tro, at det er en ny side.

Browserhistorikken:
Din browser-historik har ikke noget at gøre med, hvor længe det tager, før du kan se dine nye billeder på hjemmesiden.

Har du aldrig hørt jokes om browser-historikken? Joken bruges nogle gange i TV-serier: Hvis der sker en person noget, så skal kammeraten love at slette browser-historikken. Det er fordi, historikken afslører alle de porno-sider, han har besøgt. Det kan også være en fordel at slette historikken, hvis man leder efter en gave til kæresten, og vedkommende helst ikke skal kunne se, hvilke gavesider man har besøgt. Eller hvis man har søgt efter bombemanualer på nettet.

Men ellers er historikken kun en fordel, fordi den gør det nemmere at genfinde en bestemt hjemmeside. Har du tidligere benyttet en opskrift på pandekager, og du søger på opskrift pandekage, så vil Firefox hente den tidligere besøgte side i sin cache og foreslå dig den side sammen med de andre søgeresultater.
Mvh.
Kim Ludvigsen
Kim Ludvigsen
Site Admin
 
Indlæg: 7140
Tilmeldt: tors jun 08, 2006 0:49

Re: Oprydning på pc

Indlægaf Gæst » fre jun 02, 2023 12:43

Hej Kim

Tusind tak for din grundige forklaring.
Vi overvejer lige, hvad vi vil gøre.
Bedste hilsner

Jytte og Lars
Gæst
 


Tilbage til Hjælp til alt

Hvem er online

Brugere der læser dette forum: Ingen og 40 gæster

cron