Nyeste sider på Ludvigs Hjørne: sammenligning af online backup og af antivirusprogrammer.

Ludvigs Hjørne

Download VisiCalc

Du kan læse mere om Visicalc og downloade den første pc-udgave af programmet fra Dan Bricklins hjemmeside.

Bob Frankston og Dan Bricklin

Bob Frankston og Dan Bricklin

Billede: VisiCalc

Historisk
program
på nettet

Mærk historiens vingesus. Download VisiCalc, og leg med programmet, der revolutionerede computeren.

Visicalc var verdens første regneark. Inden VisiCalc var der to typer computere: store mainframecomputere, som kostede millioner af kroner og som blev brugt af store virksomheder og statslige institutioner, og så de små personlige computere, som hovedsageligt blev brugt som legetøj for teknologi-interesserede nørder. Men med VisiCalc fik forretningsverdenen øjnene op for de små computere, for nu kunne de faktisk bruges til noget fornuftigt.

Dan Bricklin fik ideen til Visicalc, mens han studerede på Harvard Business School i 1978. Han lånte en Apple II af Dan Fylstra, der senere blev programmets distributør, og han lavede den første udgave af programmet på en weekend. Han fik senere hjælp af Bob Frankston, og den 2. januar 1979 stiftede de to selskabet Software Arts. I oktober 1979 blev VisiCalc sendt på markedet.

Og man må sige, det er imponerende, hvad datidens programmører kunne klare sig med af hukommelse. VisiCalc var lavet til Apple II, der havde 32 KB ram-hukommelse og selvfølgelig ingen hardisk. De 32 KB blev delt af skærmhukommelse, styresystem samt VisiCalc og de indtastede data i regnearket. For at sætte det i relief, kan det nævnes, at denne ene side med tekst og billeder fylder mere end 32 KB!

På Dan Bricklins hjemmeside kan du læse mere om, hvordan ideen til programmet opstod, og du kan finde masser af diagrammer og billeder fra skabelsesprocessen.

Du kan som nævnt også hente VisiCalc på hjemmesiden. Det er dog ikke den originale Apple-udgave, men derimod den første udgave til pc, der udkom i 1981, og som blot kræver dos 1.0. Pc-udgaven fik enkelte nye funktioner, såsom understøttelse af 4 piletaster i stedet for 2 (der var kun 2 piletaster på Apple II) samt understøttelse for både store og små bogstaver.

Den gamle pc-udgave af VisiCalc fylder blot 27,5 KB, og kan sagtens afvikles på vore dages pc'er. Faktisk minder programmet en del om nutidens regneark, selvom brugerfladen har fået et løft i efterfølgerne.

Bricklin og Frankston solgte i 1985 deres firma til Lotus, hvorfor det i dag er Lotus, der har rettighederne til det historiske program. Lotus har dog været så venlig at give Bricklin tilladelse til at forære det væk til alle interesserede.

Efter salget af firmaet startede Dan Bricklin sit eget firma, hvor han dels laver programmer og yder konsulentbistand for andre firmaer, dels holder foredrag om de spændende pionerdage i den personlige computers barndom.

Bob Frankston blev ansat i Lotus i forbindelse med firmakøbet. I 1993 blev han ansat af Microsoft, og siden 1998 har han brugt sin tid på at udbrede budskabet om IP overalt - forstået som enkel og brugbar internetteknologi overalt.