Nyeste sider på Ludvigs Hjørne: sammenligning af online backup og af antivirusprogrammer.

Ludvigs Hjørne

Sådan ser programmet ud:

Ceren Backup Klik på billedet for at se det i stor udgave.

Tips og tricks

Tips & tricks-siden til backup kan du læse, hvor ofte du bør lave sikkerhedskopier. Hvad du skal kopiere. Og hvordan du skal opbevare sikkerhedskopierne for at sikre dine data bedst muligt.

Nem
sikkerheds-
kopiering

Hvornår har du sidst lavet en sikkerhedskopiering af dine vigtige data? Er svaret "aldrig" eller "ved ikke", har du al mulig grund til at læse videre.

Computeren bliver brugt til at opbevare flere og flere data. Lige fra personlige breve, rapporten til chefen og husholdningsbudgettet til familiens fotoalbum, musik og måske sågar videooptagelser.

Men dine data er altid i fare for at forsvinde, hvis du ikke har fået taget en sikkerhedskopi af dem. Det kan være lille Louise, der kommer til at slette alle billederne i det digitale fotoalbum; harddisken, der bryder sammen, så den rapport du har arbejdet på i tre måneder forsvinder ud i den blå luft; eller det kan være en ussel tyveknægt, der stjæler computeren for at sælge den for en slik på det nærmeste hælermarked.

Uden sikkerhedskopi, kan du blot tænke på det "gamle" ordsprog: Rigtige mænd tager ikke backup, rigtige mænd græder.

Ordsproget er ikke sexistisk, men stammer blot fra en tid, hvor kvinderne ikke rigtigt havde taget computeren til sig. Det var også en tid, hvor det at tage backup var en besværlig proces, der enten indbefattede utallige disketter eller en dyr og besværlig båndstation. Derfor var det nemmere at springe over, hvor gærdet var lavest, og så blot græde, når uheldet var ude.

I dag er der ingen undskyldning for at springe sikkerhedskopien over. Faktisk kan det foregå helt automatisk, når du blot en enkelt gang har fortalt backupprogrammet, hvilke data du vil have gemt en sikkerhedskopi af og hvor ofte. Heller ikke prisen kan bruges som undskyldning, du kan nemlig få et helt gratis backup-program i form af Ceren Backup.

Gammel artikel

OBS! Denne artikel er gammel, og mens ovenstående stadig gør sig gældende, så findes der i dag bedre løsninger end Ceren Backup. Du kan nemlig nemt gemme dine data på nettet hos forskellige backup-tjenester. Du kan selvfølgelig stadig bruge Ceren Backup, og i så fald, kan du blot hoppe ned til afsnittet Sikkerhedskopi med Ceren Backup. Ceren Backup eller andre "gammeldags" backupprogrammer kan fx være den bedste løsning, hvis du har et almindeligt modem, hvor du betaler minuttakst, eller hvis du betaler efter dit trafikforbrug.

Moderne backup

Den moderne måde at lave backup på er både nemmere og mere sikker. Du installerer et program, der automatisk ligger i baggrunden og kopierer de ønskede data over til en tjeneste på internettet. Nogle tjenester fungerer som gammeldags backup, hvor du blot er lidt mere sikret, fordi dine data ligger på internettet. Andre er topmoderne tjenester, der giver dig en række meget smarte fordele.

De moderne tjenester giver dig adgang til dine data fra smartphones og tavlecomputere - eller en hvilken som helst computer i verden, bare du har forbindelse til internettet. Du kan dele udvalgte filer med andre, så de blot får tilsendt et downloadlink i stedet for, at du skal sende store filer i mails eller brænde DVD'er. Og du kan synkronisere udvalgte mapper, så du altid har de samme filer liggende på flere forskellige computere, smartphones m.m.

Jeg har lavet en sammenligning af online backup-tjenester, hvor du kan finde en tjeneste, der passer til netop dit behov. Priserne starter ved gratis, hvis du kun vil have gemt nogle få GB data, og ellers kan du få lavet smart backup af alle dine billeder, musik, film, dokumenter og andre vigtige data for nogle få hundrede kroner om året.

Sikkerhedkopi med Ceren Backup

Ceren Backup gør det muligt at specifikere forskellige opgaver med sikkerhedskopiering, så vigtige filer ofte kopieres, mens mindre vigtige filer kun kopieres en gang om måneden. Arbejder du på en vigtig rapport til chefen, kan du for eksempel indstille Ceren til at tage en sikkerhedskopi af rapporten hvert femte minut og dermed begrænse tabet, hvis harddisken skulle bryde sammen. Andre dokumenter kan kopieres en gang i døgnet, mens musikfiler eller billeder for eksempel kan sikkerhedskopieres en gang om ugen.

Sikkerhedskopierne kan komprimeres, så de ikke fylder så meget, og du kan endda forsyne dem med en adgangskode, så uvedkommende ikke kan pakke dem ud. Sikkerhedskopierne af dine data gemmes i en enkelt fil, som du bagefter for eksempel kan placere på en server på internettet eller brænde over på en cd-rom for at øge sikkerheden.

Vil du genskabe data, behøver du ikke genskabe alle filerne i sikkerhedskopien, men du kan i stedet genskabe filerne hver for sig, hvis det for eksempel blot er en enkelt fil, du har fået slettet ved en fejltagelse.

Første gang du laver en sikkerhedskopi kopieres alle de valgte filer og mapper, mens du ved efterfølgende sikkerhedskopieringer kan vælge kun at få opdateret nye filer eller filer, du har ændret. Dermed spares både tid og plads. Du kan også vælge at få gemt flere versioner af sikkerhedskopierne, så du i forbindelse med en rapport kan gå tilbage til, hvordan den så ud for en time eller to timer siden.

Der er mange forskellige grader af sikkerhedskopiering, alt efter hvor godt du vil beskytte dine data. Det kan du læse mere om på Tips & tricks-siden til backup.

Ceren Backup fylder 2 MB.