Nyeste sider på Ludvigs Hjørne: sammenligning af online backup og af antivirusprogrammer.

Ludvigs Hjørne
Hjemmesider med KompoZer

Hjælp på tryk

Jeg har skrevet et hæfte om KompoZer, hvis du foretrækker at have hjælpen til programmet på tryk. Hæftet indeholder de fleste af trin for trin-guiderne på disse sider samt en hel masse mere. Du kan læse mere om hæftet og finde en indholdsfortegnelse på Libris' hjemmeside. Hæftet er på 80 sider og koster 69 kroner.

logo
Trin for trin

Site-
manager

Du kan overføre den færdige side med den indbyggede sitemanager, eller du kan overføre den manuelt med musen.

KompoZer indeholder en sitemanager, der giver et nemt overblik over alle sider, billeder og andet, du har liggende på webhotellet. Du kan navigere på hjemmesiden i en træstruktur, hvor du kan vælge at få vist alle filer eller for eksempel kun html-filer.

Sidens indhold:   

Fordele og ulemper ved sitemanageren   

Sitemanageren er ganske udmærket, hvis du allerede har fået lagt dine sider ud på nettet, og du lige vil rette lidt tekst eller indsætte et nyt billede. Så skal du blot hente siden ved at dobbeltklikke på den i sitemanageren, rette det ønskede og overføre siden ved at klikke på en knap. Meget nemmere kan det ikke blive.

Sitemanageren har dog nogle begrænsninger. Den kan fx kun overføre én side ad gangen, og den kan ikke bruges til at overføre billeder for sig selv, de overføres kun, når de ligger på en side.

Der findes to forskellige protokoller til ftp-overførsler, og KompoZer understøtter kun den ene. Det betyder normalt ikke noget, for stort set alle webhoteller understøtter begge protokoller. Der findes dog én meget stor undtagelse: TDC understøtter kun den "forkerte" protokol på sine gratis hjemmesider. Du kan altså ikke bruge sitemanageren på TDCs gratis webhotel.

Ud over begrænsningerne har sitemanageren også nogle fejl. Baggrundsbilleder overføres ikke, og der er også problemer med at rette i stilark, når først de er overført til serveren. Programmøren arbejder på at gøre sitemanageren bedre.

Medmindre du vil rette i en eksisterende side som beskrevet ovenfor, så vil jeg anbefale dig at undgå sitemanageren. Gem i stedet siden på din egen computer, og brug derefter et andet program til at overføre siden. Du kan bruge et ftp-program, eller du kan oprette et netværkssted/en netværksplacering, og så overføre hele hjemmesiden eller enkelte filer lige så nemt, som når du flytter filer mellem to mapper på din egen computer. Jeg gennemgår oprettelsen af et netværkssted/en netværksplacering længere nede på siden.

OBS! Der er ingen forskel på et netværkssted og en netværksplacering, Microsoft har blot besluttet sig til at bruge et nyt navn i Windows Vista.

Sådan bruger du sitemanageren   

Menu til at åbne sitemanageren

Åbn sitemanageren ved at klikke på menupunktet Vis, klik herefter på Vis/Skjul, og vælg Sidebjælken. Alternativt kan du åbne sitemanageren ved at trykke på genvejstasten F9.

Knap til at åbne indstillinger for sites

Når sitemanageren er åbnet, skal du klikke på knappen Rediger Sites for at få åbnet overførselsindstillingerne.

Udfyld overførselsindstillingerne

Skriv et valgfrit navn ud for Stedets navn, for eksempel: Min hjemmeside. De følgende oplysninger får du fra det sted, hvor du skal have din hjemmeside liggende. Skriv adressen til hjemmesiden i feltet under Serveroplysninger. I feltet under Overførsels-URL skal du skrive FTP-adressen til serveren, den kan for eksempel hedde noget i stil med: ftp://ftp.minhjemmeside.dk eller ftp://minudbyder.dk. Udfyld felterne med brugernavn og adgangskode, og sæt flueben ud for Gem adgangskode.

Hvis du har fået at vide, at adressen til ftp-serveren er ftp://minudbyder.dk/mitnavn altså med en undermappe, der hedder mitnavn, og du ikke kan få lov at logge på serveren, så prøv at udelade mappenavnet. Skriv kun ftp://minudbyder.dk, så bør det virke.

Sitet i sitemanageren

Når du har udfyldt overførselsindstillingerne, kan du se sitet i oversigtsvinduet. Ligger der allerede filer på serveren, kan du klikke på + ud for sitets navn, og du kan så se en oversigt i en træstruktur over alle filer på serveren.

Rullemenu til at begrænse visningen

Vil du kun se selve siderne, skal du klikke på rulle menuen ud for Vis og vælge HTML-dokumenter.

Vil du redigere en side, skal du blot dobbeltklikke på den i oversigten. Siden hentes ind i KompoZer, og du kan nu foretage dine ændringer.

Ikon til at overføre siden

Når du er færdig med at redigere din side, skal du blot klikke på knappen Overfør for at overføre ændringerne til webhotellet. Har du redigeret en eksisterende side, overføres siden uden videre, og du kan følge overførslen i et overførselsvindue.

Du kan i nogle tilfælde risikere, at overførslen "hænger", også selvom filerne reelt er overført. Du kan lukke vinduet ved at klikke på Luk og derefter klikke på Annuller i det efterfølgende vindue. Det vil være en god ide at tjekke, om siden er blevet overført, ved at åbne hjemmesiden i din browser.

Overførsel af ny fil

Overfører du en helt ny side, åbnes en dialogboks, hvor du skal vælge, hvor filerne skal overføres til. Du kan vælge mellem de sites, du allerede har oprettet via rullemenuen ud for Stedets navn, eller du kan oprette et nyt site via knappen Nyt sted.

Ud for Sidetitel skal du skrive den titel, der vises i browserens øverste bjælke. Har du angivet en titel, da du lavede siden, er feltet allerede udfyldt. Du skal angive et filnavn ud for Filnavn. Forsiden skal normalt hedde index.html. Brug kun små bogstaver, og undgå mellemrum og æ, ø og å i filnavne. Vær også opmærksom på, at hvis du skriver navnet på en eksisterende fil, vil den blive overskrevet. Du får ikke en advarsel!

Hvis du har siden liggende i en speciel undermappe på serveren, skal du angive den i feltet under Stedets undermappe. Bemærk, at det gælder normalt kun, hvis det er en undermappe, du selv har oprettet. Har du af dit webhotel fået opgivet en adresse med en undermappe, fx ftp.webhotel.dk/ditnavn, skal undermappen normalt ikke angives her.

Normalt vil du gerne inkludere billeder, så sørg for, at der er flueben ud for Inkluder billeder. Hvis du har oprettet en speciel undermappe til billeder på serveren, skal du sætte mærke ud for Brug denne undermappe, og så angive undermappens navn i skrivefeltet. Det kan være praktisk med en undermappe til billeder, hvis du har mange af dem, men ellers kan du lige så godt lade dem ligge i samme mappe som selve siden.

Opret en mappe med dit webhotel   

Du kan bruge et ftp-program til at overføre din hjemmeside, billeder og stilark til webhotellet, men det er meget nemmere at oprette et netværkssted (Windows XP) eller en netværksplacering (Windows Vista og nyere). Så vil mappen på webhotellet ligne en mappe på din egen computer. Der er dog visse ting, som du ikke umiddelbart kan få lov til. Du kan fx ikke flytte en fil fra én mappe på webhotellet til en anden mappe på webhotellet. Løsningen er at kopiere den/de ønskede filer til en mappe på din egen computer, skifte mappe på webhotellet og så kopiere filerne fra din egen computer og over i mappen. Nedenfor beskriver jeg, hvordan du opretter dit webhotel som et netværkssted/netværksplacering.

For at oprette et netværkssted til overførsel af din hjemmeside, skal du bruge tre oplysninger, som du har fået oplyst af dit webhotel: adressen på ftp-serveren, dit brugernavn og din adgangskode.

Windows XP

Klik på Start, Netværkssteder

Klik på knappen Start i Windows, og klik herefter på menupunktet Netværkssteder.

Klik på Opret et netværkssted

Til venstre i den nyåbnede mappe har du en række menupunkter, klik på Opret et netværkssted. En guide åbnes, klik på Næste.

Markér Vælg en anden ... og klik på Næste

Sørg for at punktet Vælg en anden netværksplacering er markeret, og klik på Næste.

Skriv adressen til serveren

Skriv adressen til den ftp-server, du har fået oplyst af dit webhotel, fx ftp://ftp.minhjemmeside.dk. Du har muligvis kun fået oplyst selve domænet, fx ftp.minhjemmeside.dk eller minhjemmeside.dk, i så fald skal du huske at sætte ftp:// foran, så Windows ved, det er en ftp-server. Klik på Næste.

Fjern fluebenet ud for Log på anonymt

Fjern fluebenet ud for Log på anonymt, og skriv dit brugernavn i feltet ud for Brugernavn. Klik på Næste.

Skriv et navn på netværksstedet

Skriv et sigende navn på netværksstedet, fx Min hjemmeside, og klik på Næste. Klik på Udfør.

Skriv adgangskoden

En dialogboks åbnes, hvor du skal indtaste din adgangskode. Du kan evt. sætte flueben ud for Gem adgangskoden, så du ikke skal indtaste den fremover. Klik på Log på.

Mappen på webhotellet ligner alle andre mapper

Du får nu åbnet en mappe med indholdet på webhotellet. Du kan overføre filer mellem mappen og dine lokale mapper ved at trække dem med musen, og ligesom ved en normal mappe kan du vælge forskellige visninger, alt efter om du foretrækker store ikoner, små ikoner eller oplysninger om filerne.

Næste gang du vil åbne mappen, kan du finde den ved at klikke på Start, Netværkssteder.

Windows Vista og Windows 7

Klik på logo, Computer

Klik på knappen med Windows-logoet, og klik på Computer.

Klik på tilknyt netværksdrev

Klik på knappen Tilknyt netværksdrev i værktøjslinjen.

Klik på Opret forbindelse til et websted

Nederst i den åbnede dialogboks finder du linket Opret forbindelse til et websted ..., klik på det. Hop ned til afsnittet Window Vista og nyere, fortsat og læs videre.

Windows 8

Åbn Stifinder, og klik på Computer i menuen til venstre. Klik herefter på Tilføj en netværksplacering.

Guiden til at oprette en netværksplacering åbnes, klik på Næste. Sørg for at punktet Vælg en brugerdefineret netværksplacering er markeret, og klik på Næste. Læs videre i afsnittet Window Vista og nyere, fortsat.

Window Vista og nyere, fortsat

Markér Vælg en brugerdefineret ..., og klik på Næste

Sørg for at punktet Vælg en brugerdefineret netværksplacering er markeret, og klik på Næste.

Skriv adressen til serveren

Skriv adressen til den ftp-server, du har fået oplyst af dit webhotel, fx ftp://ftp.minhjemmeside.dk. Du har muligvis kun fået oplyst selve domænet, fx ftp.minhjemmeside.dk eller minhjemmeside.dk, i så fald skal du huske at sætte ftp:// foran, så Windows ved, det er en ftp-server. Klik på Næste.

Fjern fluebenet ud for Log på anonymt

Fjern fluebenet ud for Log på anonymt, og skriv dit brugernavn i feltet ud for Brugernavn. Klik på Næste.

Skriv et navn til netværksplaceringen

Skriv et sigende navn til netværksplaceringen, fx Min hjemmeside, og klik på Næste. Klik på Udfør.

Skriv adgangskoden

En dialogboks åbnes, hvor du skal indtaste din adgangskode. Du kan evt. sætte flueben ud for Gem adgangskoden, så du ikke skal indtaste den fremover. Klik på Log på.

Mappen på webhotellet ligner alle andre mapper

Du får nu åbnet en mappe med indholdet på webhotellet. Du kan overføre filer mellem mappen og dine lokale mapper ved at trække dem med musen, og ligesom ved en normal mappe kan du vælge forskellige visninger, alt efter om du foretrækker store ikoner, små ikoner eller oplysninger om filerne.

Mappen ligger i Computer-mappen

Næste gang du vil åbne mappen, kan du finde den ved at klikke på Windowslogoet, Computer. Mappen ligger i oversigten over dine drev og andre medier.


Download

KompoZer fylder knap 7 MB. Download KompoZer fra MozillaDanmarks hjemmeside, hvor du også kan downloade sprogpakken til manuel installation.

Trin for trin-guiderne hjælper dig godt i gang med at bruge KompoZer.