Nyeste sider på Ludvigs Hjørne: sammenligning af online backup og af antivirusprogrammer.
Nyeste sider: sammenligning af online backup og af antivirusprogrammer.
Jeg har skrevet et hæfte om KompoZer, hvis du foretrækker at have hjælpen til programmet på tryk. Hæftet indeholder de fleste af trin for trin-guiderne på disse sider samt en hel masse mere. Du kan læse mere om hæftet og finde en indholdsfortegnelse på Libris' hjemmeside. Hæftet er på 80 sider og koster 69 kroner.
Jeg har oversat KompoZer til dansk, og jeg har lavet et installationsprogram, der indeholder såvel den danske oversættelse som en dansk ordbog til stavekontrollen. Installationsprogrammet kan hentes på MozillaDanmarks hjemmeside via linket nederst på denne side. Henter du i stedet KompoZer fra programmets egen hjemmeside, er det på engelsk, og du skal så installere sprogpakke og ordbog manuelt.
OBS! Hvis du har en ældre version af KompoZer installeret, skal du installere sprogpakken manuelt, inden du installerer den nye version. Det gælder uanset, om du bruger mit installationsprogram til den danske version, eller om du henter den engelske version. Du kan hente sprogpakken fra MozillaDanmarks hjemmeside, se nederst på denne side.
Alternativt kan du slette KompoZers gamle profil. Det er det nemmeste, men det vil slette dine eksisterende indstillinger, fx oplyningerne i sitemanageren:
Luk KompoZer => Klik på Start => Kør => skriv: %appdata% => OK => slet mappen KompoZer.
Du skal først downloade sprogpakke og ordbog. Bruger du Firefox, skal du højreklikke på linkene til sprogpakke og ordbog og vælge Gem link til disk, ellers vil de blive forsøgt installeret i Firefox. Sprogpakken kan som nævnt hentes fra MozillaDanmarks hjemmeside, se linket nederst på denne side. Du kan hente ordbøger til stavekontrollen fra Mozillas ordbogsside. Ud over en dansk ordbog kan du finde ordbøger til fx fransk, spansk og tysk.
Paranteserne i det efterfølgende angiver de danske menupunkter for det tilfælde, du vil installere en ordbog i en dansk KompoZer. Start KompoZer, klik på menupunktet Tools (Funktioner), og vælg Extensions (Udvidelser). Klik på knappen Install (Installer), find og markér den ønskede sprogpakke eller ordbog. Klik på Install Now (Installer nu) i det efterfølgende vindue. Gentag, hvis du skal installere flere sprogpakker/ordbøger. Installerer du en sprogpakke skal KompoZer genstartes, før sproget skiftes. Installerer du en ordbog, behøver du ikke genstarte. Du kan læse, hvordan du skifter sprog i stavekontrollen i afsnittet Skift sprog i stavekontrollen.
De fleste indstillinger i KompoZer er ganske fornuftige, der er dog et par stykker, du med fordel kan ændre, ligesom du kan angive oplysninger, som kan genbruges på forskellige sider. Klik på Funktioner, og vælg Indstillinger.
Klik på Skrifttyper. Vælg Vestlig i rullemenuen ud for Skrifttyper for.
Som standard er valgt serif. Det er skrifttyper med små fødder. Den slags er velegnet til tryk, men knap så velegnet til læsning på en skærm. Du kan derfor med fordel i stedet vælge sans-serif i rullemenuen ud for Proportionel. Du kan evt. angive en standard-skriftstørrelse i rullemenuen under Størrelse.
I de efterfølgende rullemenuer kan du angive skrifttyper for forskellige skriftfamilier. Forudsat du valgte Sans-Serif som foreslået ovenfor, så er det i rullemenuen ud for Sans-serif, du angiver standard-skrifttypen. De mest brugte skrifttyper til hjemmesider er Verdana, Arial og Helvetica. Du kan selvfølgelig altid ændre til en anden skrifttype, når du arbejder på hjemmesiden.
Klik på Egenskaber for ny side. Her kan du angive enkelte valg, så du ikke behøver at angive dem, hver gang du laver en ny side. Du kan skrive dit navn ud for Forfatter (det angivne navn kan ikke ses på den færdige side, men det kan læses i sidens koder). Du kan eventuelt vælge nogle andre standardfarver til tekst, links og baggrundsfarve ved at sætte mærke ud for Brug brugerdefinerede farver. Klik i farvefelterne for at få åbnet en farvevalgsboks.
Bruger du et eksternt stilark, hvilket normalt kan anbefales, bør du fastsætte skrifttype, linkfarver osv. i stilarket og ikke på denne indstillingsside. Så bliver det nemmere at ændre udseende på dine sider. Læs mere i guiden Layout med stil.
Stavekontrollen i KompoZer kan foretage dynamisk stavekontrol, så du får understreget forkert stavede ord, mens du skriver din tekst. Funktionen er som standard slået fra, men du kan nemt slå den til. Klik på Avanceret, og sæt fluebenet ud for Understreg fejlstavede ord. Husk også at vælge sprog for stavekontrollen, ellers får du en masse røde streger i din tekst; se nedenfor. Klik på OK for at lukke indstillingsvinduet.
Den dynamiske stavekontrol og den manuelle stavekontrol virker ikke, før du har været inde og vælge sprog.
Klik på menupunktet Rediger, Stavekontrol for at åbne dialogboksen Stavekontrol. Alternativt kan du klikke på knappen Stavning, hvis du har tilføjet den i din værktøjslinje.
Vælg det ønskede sprog, fx Danish, i rullemenuen under Sprog, og klik på Luk.
KompoZer fylder knap 7 MB. Download KompoZer fra MozillaDanmarks hjemmeside, hvor du også kan downloade sprogpakken til manuel installation.
Trin for trin-guiderne hjælper dig godt i gang med at bruge KompoZer.