Nyeste sider på Ludvigs Hjørne: sammenligning af online backup og af antivirusprogrammer.
Nyeste sider: sammenligning af online backup og af antivirusprogrammer.
Der findes over 100 forskellige udgaver af Linux, de kaldes distributioner. Mangfoldigheden skyldes især, at kildekoden til Linux er fri, hvorfor det er nemt for alle programmører at lave deres egen distribution. Og det har mange benyttet sig af.
Jeg har valgt at skrive om Linux-distributionen Ubuntu, fordi det er den distribution, der er nemmest at bruge. Af samme grund er Ubuntu også den mest udbredte linux-distribution til hjemmebrug.
En anden stor fordel ved Ubuntu er, at der udvikles meget aktivt på styresystemet. Mens Windows og andre lukkede styresystemer er kendt for at blive udsat igen og igen, inden de langt om længe udsendes, så holder Ubuntu-folkene helt andre takter. Der udsendes en ny version to gange årligt, og selv beta-udgaverne udsendes, så man kan indstille kalenderen efter dem.
Ubuntu er oversat til dansk, men eftersom Ubuntu oversættes af frivillige i deres sparsomme fritid, kan du risikere at støde på tekster, som ikke er oversat. Og du kan risikere, at tekst på mine skærmbilleder er på engelsk, men sidenhen er blevet oversat, så den samme tekst er på dansk i din Ubuntu. Så hvis du fx ser en knap, der hedder Activate på mine skærmbilleder, skal du altså ikke blive forvirret, hvis den hedder Aktiver i din Ubuntu.
Ubuntu sponseres af den sydafrikanske iværksætter Mark Shuttleworth, der i 2004 donerede 10 millioner dollar til finansering af projektet. Nu lyder 10 millioner dollar jo som mange penge, hvad det dog også er for de fleste, men for Shuttleworth var det bare et greb i lommen. Han startede et firma med digitale certifikater tilbage i 1995, og i 1999 solgte han firmaet for 575 millioner dollar.
Hvis du synes, du har hørt navnet Mark Shuttleworth før, så skyldes det måske, at du har set tv-avis i 2002. Mark Shuttleworth var en af de første rumturister. Han betalte 20 millioner dollar for en tur med en russisk raket op til den internationale rumstation, hvor han opholdt sig i otte dage. Billedet viser Mark Shuttleworth ombord i den internationale rumstation i april 2002.
Afrika er et gennemgående tema i Ubuntu. Selv navnet er afrikansk. Ubuntu stammer fra det afrikanske sprog zulu og oversættes oftest som "menneskeheden". Men reelt er ubuntu en filosofi, som den sydafrikanske ærkebiskop Desmond Tutu i 1999 beskrev således:
"En person med ubuntu er åben og tilgængelig for andre, bekræfter andre og føler sig ikke truet af, at andre er dygtige og gode, for han eller hun har en passende selvsikkerhed, der kommer af at vide, at han eller hun tilhører et større fællesskab som forringes, når andre ydmyges eller ringeagtes og når andre tortureres eller undertrykkes."
Ubuntus logo afspejler fællesskabet idet det ovenfra viser tre personer af forskellig farve, der holder hinanden i hånden.
Det afrikanske går også igen i standardtemaet i Ubuntu i form af en brun jordfarve og et baggrundsbillede med et afrikansk motiv. Men du kan selvfølgelig sagtens udskifte de brunlige nuancer og baggrundsbilledet med noget andet, hvis du foretrækker andre farver og billeder.